Forside
Byen
Uddannelse
Sport & Fritid
Kultur & Turisme
Teater i Herning
Den japanske have
Et kulturelt lokomotiv
På gensyn i Herning
Kunst & Kartofler
Museer
Musik
Virksomheder
Erhverv
Miljø


Teater i Herning

Kulturlivet på de skrå brædder…

Herning har et levende kulturliv, der også giver sig udslag i et bredt teatertilbud for både børn og voksne. 

Teaterforeningen ”Herning Teater” er en af landets største og præsenterer hvert år ca. 25 forestillinger, der spænder fra turneforestillinger fra Det Kgl. Teater til udenlandske gæstespil.

Repertoiret byder på teater, ballet og musical, der tiltrækker et bredt publikum, men også på gæsteoptrædener inden for de mere smalle genrer. Udover disse arrangementer har Teaterforeningen også 4-6 familieforestillinger, som bliver tilbudt kommunens skoler og dagsinstitutioner.  

Hvert år kan teaterglade børn også glæde sig over, at Det Kulturelle Samråd arrangerer Børneteaterfestival. I en hel weekend vises teater fra morgen til aften i aktivitetshuset Kulturellen, hvor der er gratis adgang. Ca. 2.500 børn og voksne tager imod tilbudet og deltager i den populære teaterfestival. 

Kulturellen danner også rammen om ungdomsamatørteatret SPLYF, hvor børn og unge mellem 12 og 27 år finder balancen på de skrå brædder.

Fra Herning til hele Danmark

Også det professionelle børne- og ungdomsteater Teatertruppen Replikken henvender sig til det yngre publikum; nærmere bestemt de større skolebørn. På sine turnerer kommer Replikken ud i hele Danmark med sine debat- og ungdomsforestillinger, der tager alvorlige emner som mobning, selvmord, vold og religion op med de unge.


Egnsteatret Team Teatret henvender sig både til børn og voksne, men udgangspunktet er ofte det samme for begge typer forestillinger – nemlig at iscenesætte en kendt historie i nye rammer. Det gør teatret blandt andet ved at tilsætte live-musik til så mange forestillinger som muligt. For eksempel ved at modernisere klassikeren Oliver Twist med syv velkendte numre fra den en gang så populære glitter-rockgruppe Slade.  

Egnsteatret når ud til hele Danmark med sine anderledes opsætninger. Succesforestillingen ”Biblen på kryds og tværs”, der var en satirisk og humoristisk gennemgang af det gamle og ny testamente i løbet af halvanden time, tiltrak publikum fra hele landet.  

Men det er ikke kun den etablerede gren af teaterlivet i Herning, der når ud over bygrænsen. De otte kvinder, der går under navnet ”Marie Kiks”, har turneret landet tyndt siden sidst i 1980’erne, hvor de første gang præsenterede deres humoristiske revy i forbindelse med kvindernes kampdag den 8. marts.

Kvinderne er alle amatører og har heltidsjob ved siden af deres optræden, men har alligevel formået at underholde med deres ironiske kommentarer til verdenssituationen til utallige arrangementer.  

Med en bred vifte af tilbud inden for teatret i Herning er der næsten noget for enhver smag, hvad enten man er barn eller voksen. Og hvis man selv har en god ide til et arrangement, er man altid velkommen selv til at gå i gang…